Action Card er gældende for medarbejdere i udekørende funktioner i Pleje og visitation samt medarbejdere der løser støtteopgaver i borgernes eget hjem i Sundheds-, Familie- og Socialafdelingen, Skive kommune.

Det er vigtigt at medarbejderne kender og følger alle relevante Action Cards vedrørende COVID-19.

Action Card er baseret på retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen.

Anbefalinger og retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen ændres løbende, det er derfor vigtigt, at alle holder sig løbende opdateret, se relevante henvisninger under afsnittet retningslinjer og materialer.

Action Card beskriver, hvordan vi i Skive Kommune handler, når det konstateres at en borger indenfor gældende område er smittet med Covid-19 eller en borger udviser symptomer på at være smittet.

Borgere der får et positivt testsvar for COVID-19, skal håndteres som smittet med COVID-19. Dog kan en test inden for 12 uger efter overstået sygdomsforløb være falsk positiv grundet inaktiv virus.

Man anses som udgangspunkt som værende immun for fornyet smitte indtil 12 måneder efter positiv PCR-svar, dog er beskyttelsen ikke fuldstændig. Derfor skal personer med overstået infektion inden for 12 uger - 12 måneder efter smitte stadig gå i selvisolation og blive testet, hvis de får symptomer, som kan være COVID-19. Bliver personen informeret om, at de er nær kontakt til en smittet indenfor 12 uger - 12 måneder, bør personen lade sig teste efter gældende anbefalinger for nære kontakter, men kan undlade at selvisolere, hvis de ikke udvikler symptomer.

Hvis man inden for de 12 uger udvikler symptomer foreneligt med COVID-19 skal øvrige årsager udelukkes, og et eventuelt videre forløb aftales med egen læge.

Hvis en borger/medarbejder testes positiv ved antigen/kviktest anses man stadig som værende smittet, og skal derudover hurtigst muligt have lavet en PCR-test.

Medarbejderne skal straks give besked til lederen, hvis de bliver bekendt med at en borger er smittet med COVID-19, afventer testsvar eller udviser symptomer på COVID-19.

Leder skal sikre, at medarbejderne er informerede om forholdsregler og retningslinjer for håndtering af COVID-19 og hindring af smittespredning til borgere og andre medarbejdere. Leder skal indskærpe, at forholdsregler overholdes.

Forebyggelse af smittespredning tænkes ind i forhold til organisering og planlægning af opgaverne, transport, og der skal være fokus på brugen af værnemidler, hygiejne (hosteetikette, håndhygiejne, rengøring), tilrettelæggelse af de konkrete besøg hos borgerne og deres samboende, at holde afstand, fokus på symptomer mv. Der skal arbejdes målrettet med at hindre smittespredning selvom der ikke er et konkret smittetilfælde eller mistanke om smitte.

Eksempler her på er:

  • Håndhygiejne
  • Vurdering af ventilation/udluftning i skrivestuer, mødelokaler m.m.
  • Brug af arbejdsdragt.
  • Systematisk test af i medarbejdere.
  • Instruks i korrekt brug af værnemidler.
  • Rådgivning af borgere ift. begrænsning af smittespredning.
  • God afstand mellem medarbejderne ex. i frokostrum, omklædning, på kontoret.
  • Rengøring af arbejdspladsen fokus på kontaktpunkter.

Medarbejdere med symptomer på COVID-19 må ikke møde på arbejde, heller ikke med svage symptomer. Hvis der opstår symptomer i løbet af arbejdsdagen, skal medarbejderen straks sendes hjem. Se action card for medarbejder mistænkt smittet eller bekræftet smittet. 

Borgere støttes og vejledes i at kunne forstå og følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger (se under retningslinjer og materialer).

Medarbejderen skal sikre at borgeren oplyses om symptomerne på COVID-19 og at borgeren er oplyst om, at reagere og give besked over telefonen hvis borgeren får symptomer, herunder også svage symptomer.

Medarbejderen skal endvidere udvise ekstra opmærksomhed på symptomer ved samboende/ægtefæller.

Det er vigtigt at alle medarbejdere og borgere kender symptomerne på COVID-19, så at de hurtigt kan reagere, hvis de selv eller borgerne får symptomer, herunder også milde eller svage symptomer.

Det er karakteristisk, at man til at begynde med har lette symptomer. De mest almindelige initiale symptomer på COVID-19 er feber, tør hoste og træthed, men andre og mere atypiske symptomer kan også ses som fx tab af smags- og/eller lugtesans, stoppet næse, ondt i halsen, øjenbetændelse, sjældnere ørepine eller hovedpine, muskelsmerter, rygsmerter eller symptomer fra mave-tarm systemet.

Blandt ældre plejekrævende patienter forekommer atypiske forløb med hurtigt indsættende funktionstab eller nedsat appetit, som eneste symptomer på COVID-19 og kan ofte minde om forkølelse eller influenza.

Tab af smags- og lugtesans kan understøtte mistanke om COVID-19 i diagnostikken.



Hvis en borger har symptomer på COVID-19, så opfordres borgeren til at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger og retningslinjer. Borgeren opfordres til at blive i egen bolig og selvisolere sig fra andre. Se afsnit om selvisolation i eget hjem længere nede.

Hvis en medarbejder vurderer, at borgeren udviser symptomer eller oplyses om at borgeren har symptomer, så gives der straks besked til nærmeste leder. Det er ledelsens ansvar, at alle ledere og medarbejdere kan genkende symptomer på COVID-19 og har viden om og forstår deres ansvar for straks at følge nedenstående fremgangsmåde.

Hvis en medarbejder konstaterer, at en borger har symptomer på COVID-19, skal medarbejderen afklare, om borgeren har brug for hjælp til det videre forløb.

Hvis borgeren har behov for en klinisk vurdering

  1. Sundhedsfagligt personale kontakter borgerens læge. I aften- og nattetimer og weekend kontaktes lægevagten.
  2. Observationer af symptomer drøftes med lægen. Lægen kan på det grundlag henvise til test for COVID-19. Hvis borgeren har moderate eller svære symptomer, vurderer lægen, om der er behov for indlæggelse på hospital.

Hvis borgeren ikke har behov for en klinisk vurdering

Borgeren kan selvvisitere til test på www.coronaprover.dk med støtte fra personalet ved behov for det.

Henvises der til test for COVID-19, er det egen læge, der følger op på og orienterer borger om prøvesvar.

Der bør være opmærksomhed på borgere i risikogrupper.

Retningslinjer om brug af værnemidler følges både ved borgere, hvor der er mistanke om COVID-19 samt hos borgere, der er bekræftet smittet. Ved foreskrevne værnemidler menes de værnemidler der anbefales i den givne situation, f.eks. ud fra den viden der er på det aktuelle tidspunkt om smittestatus hos den pågældende patient eller som foreskrevet til den enkelte procedure.

Se desuden action card: Brug af værnemidler ved borger bekræftet smittet eller mistænkt smittet med COVID-19/ Coronavirus.

Når en borger er bekræftet smitte med COVID-19 skal der være fokus på alle de tiltag, der er med til at reducere risikoen for smittespredning.

Følgende procedure følges:

  • Vejlede og støtte borgeren i at isolere sig og ikke komme i kontakt med andre. Se nedenstående afsnit om selvisolation i eget hjem.
  • At der kommer så få medarbejdere, som det er muligt hos borgeren og at det er faste medarbejdere med de relevante kompetencer.
  • Fokus på hygiejne, rengøring og brugen af værnemidler hos borgeren. Hygiejneorganisation kan kontaktes med henblik på vejledning.

Hygiejneorganisation kontaktes hver gang der er et smittetilfælde med henblik på koordinering og rådgivning. Hygiejnekoordinatorer orienterer Styrelsen for Patient-sikkerhed om, at der er konstateret et smittetilfælde med COVID-19. 

  • Det skal kortlægges, hvilke nære kontakter der har været til den smittede inden for 48 timer før debut af symptomer, så der er skærpet opmærksomhed på symptomer, test og systematisk opfølgning. Se afsnit med opsporing og forholdsregler vedr. nære kontakter.

Det er vigtigt at smittetilfælde dokumenteres i fagsystemet, således at alle medarbejdere er opmærksomme på forholdsregler.

Husk tavshedspligten er gældende. Medarbejderne skal være opmærksomme på, at de ikke bryder tavshedspligten gennem deres handlemåder.

Flere smittede i samme hjemmepleje-distrikt

Konstateres der flere borgere med påvist COVID-19 i et hjemmeplejedistrikt, kan arbejdet konkret tilrettelægges, så antallet af kontakter begrænses. Det anbefales derfor at etablere et team af medarbejdere med tæt ledelsestilstedeværelse, som tilknyttes borgere med påvist COVID-19. Det kan være med til at sikre så få kontakter som muligt hos den enkelte borger samt et yderligere skærpet fokus på hygiejne og korrekt brug af værnemidler.

Det skal understreges, at der er tale om tiltag, der kan tages i brug, hvor forholdene tillader det, og at arbejdstilrettelæggelse ikke skal overskygge andre tiltag, der er af større vigtighed for at minimere smitterisikoen, navnlig hygiejne og korrekt brug af værnemidler.

Om muligt bør selvisolation ske i eget hjem, fordi den smittede person føler sig tryg i rammerne og ressourcerne i forhold til eksterne isolationsfaciliteter i så fald kan allokeres til personer, som ikke har mulighed for selvisolation i eget hjem.

Selvisolation anbefales for følgende grupper:

  • Personer med symptomer på COVID-19, som afventer svar eller har fået påvist smitte med ny coronavirus
  • Personer uden symptomer med positivt svar på test for ny coronavirus
  • Nære kontakter til personer med påvist smitte med ny coronavirus. Der skal foreligge negativt svar på begge test (dag 4 og dag 6) for nære kontakter inden selvisolation kan ophæves.

Forudsætninger for selvisolation i eget hjem:

  • At personen ikke forlader hjemmet
  • At personen har mulighed for at opholde sig og sove i et separat værelse
  • At personen har adgang til separat toilet og badefaciliteter. Alternativt, at personen selv gør grundigt rent efter sig, når personen har anvendt toilet og badefaciliteter.
  • At personen kan holde afstand til andre i husstanden, som er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved COVID-19
  • At øvrige husstandsmedlemmer kan forstå og samarbejde omkring isolationsopholdet

Se desuden afsnittet længere nede vedr. løbende eksponering, f.eks. hvis et mindreårigt barn identificeres som nær kontakt.

Borgeren vil ved en positiv test for COVID-19 også modtage information om selvisolation i eget hjem fra Sundhedsstyrelsen.

Er ovennævnte forudsætninger for selvisolation i eget hjem ikke opfyldt, kan borgeren visiteres til isolation udenfor eget hjem på en ekstern isolationsfacilitet. Er dette tilfældet, se action card for ’Isolationsfaciliteter’.

Nære kontakter skal opspores, isoleres og testes. Det betyder at der skal være opmærksomhed på om en medarbejder eller borger er en nær kontakt.

Kontakten mellem den smittede og den nære kontakt skal have fundet sted i den periode, hvor der antages at have været størst mulighed for smittespredning:

1) i kontakt med bekræftet smittet med symptomer - Fra 48 timer før symptomdebut til 48 timer efter symptomophør.

2) i kontakt med bekræftet smittet uden symptomer – 48 timer før patienten fik foretaget testen til 7 dage efter.

Følgende personer betragtes som nære kontakter

  • Alle, der bor sammen med en, der har fået påvist ny coronavirus
  • Alle, der har haft direkte fysisk kontakt (fx kram) eller direkte kontakt til smittefarlige sekreter (fx hoste eller nys) med en, der har fået påvist ny coronavirus, og som ikke har anvendt værnemidler jf. retningslinjerne.
  • Alle, der har været inden for 1 meter i mere end 15 minutter (fx i samtale med personen) med en, der har fået påvist ny coronavirus, og som ikke har anvendt værnemidler jf. retningslinjerne.

Nære kontakter vil således være medlemmer i ens husstand, nærmeste venner og familiemedlemmer, hvor man har haft fysisk kontakt, fx et kram eller i situationer, hvor man har siddet tættere end 1 meter ved et middagsbord.

Er der tale om 2 kollegaer, hvor afstanden på 2 meter i 15 minutter ikke er overholdt, vil man blive opsporet som nær kontakt.

Nære kontakter skal isolere sig indtil der foreligger negativt svar på begge test, også selv om de ingen symptomer har. Dog er der undtagelser for færdigvaccinerede og tidligere smittede personer- se længere nede i afsnittet.

For at opstarte smitteopsporing så tidligt som muligt, kan nære kontakter som udvikler symptomer, med fordel tage en hurtigtest hurtigst muligt, i kombination med en PCR-test. På den måde kan den nære kontakt med symptomer få et hurtigt svar, som efterfølgende følges op med en PCR-test.

Kontaktopsporing ved fremkomst af nye bekymrende varianter fx med særlig øget smitsomhed og øget alvorlighed.

Statens Serum Institut anbefaler, at hvis der fremkommer nye varianter med særlig øget smitsomhed, øget alvorlighed eller udfordringer i forhold til effekt af vacciner, så kan der igangsættes både isolation og test af nære kontakter og af de nære kontakters nære kontakter. Sker dette vil man blive kontaktet af Styrelsen for patientsikkerhed.

Henvisning til test af nære kontakter sker ved at kontakte:

Coronaopsporing på tlf. 32320511, og derefter selv bestiller tid på coronaproever.dk.

Vaccinerede personer der identificeres som nære kontakter, kan undlade at selvisolere, hvis de er færdigvaccinerede (14 dage efter 2. vaccination), og ikke har symptomer.

Personer der har været testet positive for COVID 19 indenfor 12 uger – 12 måneder, og i perioden identificeres som nær kontakt, kan ligeledes undlade selvisolation, hvis de ikke har symptomer.

Det er for nuværende anbefalingen at såvel vaccinerede personer samt personer, der har været smittet indenfor 12 uger- 12 måneder, og som defineres som nære kontakter testes jf. programmet for nære kontakter.

Hvis den færdigvaccinerede person eller immune udvikler symptomer forenelige med COVID-19 inden for 14 dage efter eksponering, er anbefalingen at denne skal gå i selvisolation, og have foretaget en PCR-test hurtigst muligt. Hvis testen er negativ, kan selvisolation ophæves, men personen skal fortsat testes på dag 4 og dag 6 efter sidste kontakt med den smittede, jf. testprogrammet for nære kontakter.

Kort opsummering:

Sådan gør du, hvis du er nær kontakt til en smittet person:

  • ikke er færdigvaccineret­: Du skal straks gå i selvisolation og testes på 4.- og 6.-dagen efter, du sidst var i nær kontakt med den smittede person.
  • er færdigvaccineret­ eller tidligere smittet inden for de seneste 12 måneder: Du behøver ikke at gå i selvisolation. Bliv testet på 4.- og 6.-dagen efter, du sidst var i nær kontakt med den smittede person⁎⁎­­.

Nære kontakter, som tester positiv eller udvikler symptomer på COVID-19, skal straks gå i eller fastholde selvisolation.

­Du er færdigvaccineret 14 dage efter sidste anbefalet stik.
­­
⁎⁎Er det under 12 uger siden, du blev testet positiv for COVID-19, behøver du heller ikke at blive testet

Lederen tjekker vagtplaner og kørelister for at følge op på, om der er nære kontakter blandt kollegaer eller borgere, eller om der er personer der skal screeningstestes. Ved tvivl om dette kontaktes den kommunale hygiejneorganisation– se afsnit vedrørende råd og vejledning. 

Screenings-test af anden kontakt i særlige situationer

Der kan være særlige situationer, hvor kriterierne for at være nær kontakt ikke er opfyldt, men hvor andre risikofaktorer tilsiger, at det anbefales at foretage en screeningstest for at undgå ikke erkendt smitte.

Det kan fx være situationer, hvor afstandskravet som udgangspunkt er overholdt, men hvor der grundet risikofaktorer som langvarig kontakt i lukkede rum, eller evt. usikkerhed om afstand mv. kan være øget risiko for smittespredning. Eksempler herpå er:

  • Kontorfællesskaber: fx kollegaer som har siddet ved siden af, eller over for personen, der er smittet, i et kontorfællesskab, hvor afstandskravet som udgangspunkt er overholdt, men hvor der er andre risikofaktorer som fx usikkerhed om afstandskravet har været overholdt hele tiden. Ved åbne kontorfællesskaber på fx en hel etage, vil det dermed gælde for de nærmeste, der har siddet lige ved siden af eller over for personen, der er smittet.
  • Ved mødeafholdelse eller undervisning på ungdoms- og voksenuddannelse: fx personer der har deltaget i et længere møde eller i undervisning med en smittet person i et klasselokale, og/eller evt. usikkerhed om afstandskravet har været overholdt under hele mødet eller undervisningen.
  • Mistanke om ’superspredningsbegivenhed’: fx hvis der konstateres flere smittetilfælde blandt personer, som har deltaget i samme begivenhed. Det gælder både aktiviteter og arrangementer i faglig, social og fritidssammenhæng, fx konferencer, ophold i personalerum/omklædningsrum, kor, deltagere og/eller tilskuer/tilhængere/medlemmer til en sports-, kultur eller fritidsbegivenhed.

Det skal bemærkes, at dette er vejledende situationer og i øvrigt ikke en udtømmende liste.

I disse situationer anbefales det at alle personer testes en gang hurtigst muligt, men kan fortsat gå på arbejde, dog med øget opmærksomhed på symptomer.

Der skal også udvises ekstra opmærksomhed på symptomer hos andre borgere, der har været i kontakt med bekræftet smittet, også selv om de ikke er opsporet som nær kontakt. Borgerne skal som udgangspunkt ikke isoleres medmindre de er nære kontakter, udvikler symptomer eller testes positive.

Løbende eksponering for smitte

Der vil være nogle nære kontakter, som løbende er blevet eksponeret for smitte, f.eks. hvis der er et husstandsmedlem som er smittet. Her er flg. testregi gældende:

Hvis eksponering ophører (fordi den smittede selvisolerer):

  1. Én test hurtigst muligt.
  2. Herefter følges det generelle testinterval for nære kontakter, dvs. yderligere to tests på hhv. dag 4 og dag 6 efter ophør af eksponering. Først hvis begge test er negative må selvisolation ophøre.

Hvis eksponeringen ikke ophører, fx hvis en forælder passer og isolerer sig med et smittet barn i sygdomsperioden:

  1. Én test hurtigst muligt.

  2. Endnu en test, når den smittede person har haft 48 timer uden symptomer eller 10 dage efter symptomdebut, forudsat 48 timers feberfrihed (uden temperatursænkende medicin) og betydelig klinisk bedring, og dermed kun mildere grad af tilbageværende symptomer, i form af fx hoste, tab af smags- og/eller lugtesans, hovedpine, træthed mv. Hvis denne test er negativ, kan isolationen ophæves.’

  3. Hvis den smittede person er asymptomatisk, anbefales én test 7 dage efter den smittede person blev testet (og ikke 7 dage efter modtaget testsvar). Hvis denne test er negativ, kan isolationen ophæves.

Når en borger bliver bekræftet smittet med COVID-19, så skal borgeren så vidt muligt selv informere både de nære kontakter, og de personer der skal screeningstestes, jf. ovenstående definition. Borgeren eller dennes pårørende kan få hjælp/rådgivning ved at kontakte Coronaopsporing på tlf 70200233. Nogle borgere kan have behov for at medarbejdere hjælper med at informere de relevante personer, det forudsætter borgerens samtykke.

Lederen sikrer at det afklares, om der er behov for at informere andre samarbejdspartnere, der har haft nær kontakt til borger, eller om der er nogle der skal screeningstestes. Der skal være opmærksomhed på tavshedspligten.

Leder skal sikre, at medarbejderne der er nære kontakter, har særlig skærpet opmærksomhed på mulige symptomer, til og med 14 dage efter kontakt. Når medarbejdere der er nære kontakter, er testet negative på 6. dagen, så må de gå på arbejde igen, men skal forsat være særlige opmærksomme på symptomer.

Obs: Alle borgere, der er selvstændigt boende og testet positive for COVID-19, vil også blive kontaktet af Coronaopsporingen- både via brev i E-boks og pr telefon. Dette skal anses som en ekstra sikkerhedsforanstaltning. Lederen skal stadigvæk handle med det samme som beskrevet ovenfor.



Generelt:

Man må IKKE oplyse om, hvem den smittede er, medmindre den smittede giver sit samtykke hertil. Medarbejderne skal være opmærksomme på, at de ikke bryder tavshedspligten gennem deres handlemåder.

Information til medarbejdere:

Lederen sikrer at relevante medarbejdere informeres når der er et smittetilfælde og at der er opmærksomhed på de medarbejdere, der er i en særlig risikogruppe.

Lederen sikrer at det afklares, om der er behov for at informere andre samarbejdspartnere, der har haft nær kontakt til medarbejder – se action card test af medarbejdere.

Information til medbeboere / andre borgere:

Borgere, der er opsporet som nær kontakt eller skal screeningstestes, skal informeres på følgende måde:

  • Leder skal sikre at berørte borgere kontaktes personligt og informeres kort.
  • Personlig værge skal ligeledes orienteres.

Borgere som bor selvstændigt, skal have udleveret et informationsbrev, når de kontaktes personligt og informeres.

Medarbejdere skal vejlede alle borgerne om, hvor de kan søge deres informationer og hvordan de kan skærme sig selv mod smitte og være med til at hindre smittespredning. Herunder informere om at holde afstand og god hygiejne. Der kan udleveres informationsmateriale fra Sundhedsstyrelsen (se under retningslinjer og materialer). Borgere støttes og vejledes i at kunne forstå og følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger.



Hvis en samboende i boligen enten er bekræftet eller mistænkt smittet med COVID-19, fordi vedkommende udviser symptomer, skal medarbejderen:

  • Sikre at den samboende opholder sig i et aflukket rum under hele besøget.
  • Informere den samboende om følgende:
    • Vigtigheden af at overholde Sundhedsstyrelsens generelle råd ved symptomer på og påvist COVID-19.
    • Smitteopsporing af nære kontakter - herunder muligheder for rådgivning gennem Coronaopsporing under Styrelsen for Patientsikkerhed.
    • Hensigtsmæssige rammer for isolation i eget hjem og muligheder for dette, herunder muligheden for et isolationsophold uden for hjemmet, hvis det ikke er muligt i hjemmet.

Genoplivning

Genoplivning efter hjertestop i sundheds- og ældresektoren bør under COVID-19-epidemien som udgangspunkt varetages som vanligt.

Genoplivning er at betragte som en aerosolgenererende procedure, hvorfor relevante værnemidler bør anvendes ved genoplivning af borger med mistænkt eller bekræftet COVID-19, inkl. brug af FFP3-maske, handsker og overtrækskittel. Ved genoplivning af borger hvor COVID-19 er bekræftet, vurderes mund-til-mund indblæsning at kunne undlades, men der bør udføres maskeventilation med f.eks. Rubens Ballon, såfremt en sådan er tilgængelig, og såfremt medarbejderne kan betjene den.

Genoplivning efter hjertestop i sundheds- og ældresektoren bør under COVID-19-epidemien som udgangspunkt varetages som vanligt.

Genoplivning er at betragte som en aerosolgenererende procedure, hvorfor relevante værnemidler bør anvendes ved genoplivning af borger med mistænkt eller bekræftet COVID-19, inkl. brug af FFP3-maske, handsker og overtrækskittel.

Ved genoplivning af borger hvor COVID-19 er bekræftet, vurderes mund-til-mund indblæsning at kunne undlades, men der bør udføres maskeventilation med f.eks. Rubens Ballon, hvis en sådan er tilgængelig, og medarbejderne kan betjene den.

Dokumentation følger gældende retningslinjer på områderne i fagsystemerne.

I fagsystemet Nexus, under overblikket supplerende sagsoplysninger findes skemaet Smittefare. Dette skema anvendes, hvis borger er smittet med COVID-19 eller er mistænkt smittet. Hvis borgeren kun er mistænkt smittet, tilføjes dette under bemærkninger.

Opmærksomhed på at dokumentere den information, som gives til en smittet eller mistænkt smittet borger. Herunder dokumenteres det at borger er informeret om særlige forholdsregler.

Leder sikrer at medarbejdere, herunder også medarbejdere i særlige risikogrupper, er informeret om væsentlige smittekilder samt hvilke foranstaltninger, de skal tage i forhold til at skærme sig mod smitte og hindre smittespredning.

Nærmeste leder sikrer, at medarbejderne er informeret om retningslinjer for brug af og oplært i brugen af værnemidler i plejen af en borger, der er konstateret smittet eller mistænkt smittet.

Nærmeste leder sikrer at medarbejderne arbejder ud fra gældende retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen samt kender og anvender lokale instrukser samt Action Cards, herunder action card for brug af værnemidler

Se henvisninger vedrørende infektionshygiejne og værnemidler under afsnittet retningslinjer og materialer.

Hvis du som medarbejder i Skive Kommune er i tvivl om, hvilke retningslinjer du skal følge, så skal du altid kontakte til din nærmeste leder.

Hygiejneorganisation kontaktes hver gang der er et smittetilfælde med henblik på koordinering og rådgivning.

Hygiejnekoordinatoren orienterer Styrelsen for Patientsikkerhed om, at der er konstateret et smittetilfælde med COVID-19.

Hygiejnekoordinatorer på områderne:

  • Socialområdet: Dorthe Egeskov Pedersen

  • Ældreområdet: Else-Marie Hansen

  • Sundhedsområdet: Winni Weber

Tværgående hygiejnesygeplejerske: Winni Weber

Ved tvivlsspørgsmål vedr. håndtering af smittede, mistænkt smittede borgere, opsporing af nære kontakter m.m. da kontaktes den kommunale hygiejneorganisation eller Styrelsen for Patientsikkerhed hotline på 70 20 02 66.

Ved behov for hjælp/vejledning til myndighedernes retningslinjer, da kontaktes den kommunale hygiejneorganisation eller den myndighedsfælles Corona hotline på 70 20 02 33



Sundhedsstyrelsen har samlet relevante materialer til medarbejderne på sundhed-, ældre- og socialområdet på denne side:

https://www.sst.dk/da/corona/Personale-sundheds-og-aeldresektoren

Vejledning om forebyggelse af smitte med COVID 19 på plejecentre, bosteder og i hjemmeplejen:

https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2021/Vejledning-om-forebyggelse-af-smitte-med-ny-coronavirus-paa-plejehjem-mv-og-i-hjemmeplejen

Pjecen: Til dig der er testet positiv for ny Corona virus:

https://www.sst.dk/da/udgivelser/2020/til-dig-der-er-testet-positiv-for-ny-coronavirus

Pjecen: Til dig, der er en nær kontakt til en person, der er smittet med ny Corona virus:

https://www.sst.dk/da/udgivelser/2020/til-dig-der-er-naer-kontakt-til-person-med-ny-coronavirus

Pjecen: Til dig der har symptomer på COVID-19

https://www.sst.dk/da/udgivelser/2020/til-dig-der-har-symptomer-paa-covid-19

Informationsmaterialer til borgere om frivillig isolation ved påvist covid-19:

https://www.sst.dk/da/udgivelser/2020/isolation-ved-paavist-covid-19

Covid-19: Smitteopsporing af nære kontakter:

https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2020/COVID-19-Opsporing-og-haandtering-af-naere-kontakter

Anbefalinger til personer i øget risiko:


https://www.sst.dk/da/udgivelser/2020/haandtering-af-covid-19-anbefalinger-til-personer-i-oeget-risiko

Infektionshygiejniske retningslinjer fra SSI:

https://covid19.ssi.dk/hygiejne/sundhedspersonale 

Retningslinjer for håndtering af COVID-19 i sundhedsvæsenet

https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2021/Retningslinjer-for-haandtering-af-COVID-19

16. september 2021

Sidst opdateret

12.07.2021

Ansvarlig redaktør