Action Card er gældende for medarbejdere ansat i plejecentre, botilbud, dagcentre og udekørende opgaver i Pleje og Visitation, Familieafdelingen, samt i Sundheds- og Socialafdelingen, i Skive Kommune.

Det er vigtigt at ledere og medarbejderne kender og følger alle relevante Action Cards vedr. COVID-19.

Action Card er baseret på retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen. Anbefalinger og retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen ændres løbende, det er derfor vigtigt, at alle holder sig løbende opdateret, se henvisninger under afsnittet retningslinjer og materialer.

Action Card beskriver, hvordan vi i Skive Kommune handler, når en medarbejder inden for gældende område er mistænkt eller bekræftet smittet med COVID-19/Coronavirus.

Medarbejdere, der får et positivt testsvar for COVID-19, skal håndteres som smittet med COVID-19. Dog kan en test indenfor 12 uger efter overstået sygdomsforløb være falsk positiv grundet inaktiv virus.

Man anses som udgangspunkt som værende immun for fornyet smitte indtil 12 måneder efter positiv PCR-svar, dog er beskyttelsen ikke fuldstændig. Derfor skal personer med overstået infektion inden for 12 uger - 12 måneder efter smitte stadig gå i selvisolation og blive testet, hvis de får symptomer, som kan være COVID-19. Hvis personen bliver informeret om, at de er nær kontakt til en smittet indenfor 12 uger - 12 måneder, bør personen lade sig teste efter gældende anbefalinger for nære kontakter, men kan undlade at selvisolere, hvis de ikke udvikler symptomer.

Hvis man indenfor de 12 uger udvikler symptomer foreneligt med COVID 19 skal øvrige årsager udelukkes, og et eventuelt videre forløb aftales med egen læge.

Hvis en medarbejder testes positiv ved antigen/kviktest anses man stadig som værende smittet, og skal derudover hurtigst muligt have lavet en PCR-test.

Medarbejderne skal straks give besked til lederen, hvis de er bekræftet smittet med COVID-19 eller udviser symptomer på dette.

Leder skal sikre, at medarbejderne er informeret om forholdsregler og retningslinjer for håndtering af COVID-19 og hindring af smittespredning til borgere og andre medarbejdere. Leder skal indskærpe at forholdsregler overholdes.



Det er karakteristisk, at man til at begynde med har lette symptomer.

De mest almindelige initiale symptomer på COVID-19 er feber, tør hoste og træthed, men andre og mere atypiske symptomer kan også ses som fx tab af smags- og/eller lugtesans, stoppet næse, ondt i halsen, øjenbetændelse, sjældnere ørepine eller hovedpine, muskelsmerter, rygsmerter eller symptomer fra mave-tarm systemet.

Blandt ældre plejekrævende patienter forekommer atypiske forløb med hurtigt indsættende funktionstab eller nedsat appetit, som eneste symptomer på COVID-19 og kan ofte minde om forkølelse eller influenza.

Tab af smags- og lugtesans kan understøtte mistanke om COVID-19 i diagnostikken.

Leder skal sikre at medarbejderne er informeret om forholdsregler og retningslinjer for håndtering af COVID-19 og hindring af smittespredning til borgere og andre medarbejdere. Leder skal indskærpe at forholdsregler overholdes.

Har en medarbejder milde symptomer på COVID-19, skal nærmeste leder kontaktes. Leder skal sikre at medarbejderen ikke møder op på arbejdet. Opstår symptomer efter fremmøde skal medarbejderen øjeblikkeligt forlade arbejdspladsen.

Se nærmere vedr. test for COVID-19 i Action Card test af medarbejdere.

Der er bl.a. følgende anbefalinger fra sundhedsstyrelsen, hvis man får symptomer på COVID-19, herunder også lette symptomer:

  • Gå i selvisolation
    • bliv hjemme og lad være med at mødes med personer, som du ikke bor sammen med. Hold dig inden for egen bolig eller matrikel. Gå ikke på arbejde og få andre til at hjælpe med fx indkøb.
    • Undgå tæt kontakt med personer, du bor sammen med. Det er særligt vigtigt, hvis du bor sammen med en person i øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19.
  • Vær særligt opmærksom på hygiejne og rengøring
    • Udfør korrekt håndhygiejne ofte
    • husk hosteetikette.
    • Del ikke håndklæder med andre.
    • Rengør dagligt det/de rum, som du opholder dig i. Særligt rengøring af kontaktpunkter og overflader, der berøres af mange i husstanden, som fx håndtag, gelænder, kontakter, tastaturer, mus, armlæn, bordkanter, legetøj, vandhaner, toiletter m.v. er vigtigt.
    • Husk at lufte ud med gennemtræk flere gange om dagen i de/det rum, du opholder dig i.
  • Sørg for at blive testet med en PCR-test

Den enkelte medarbejder kan selv bestille test på coronaproever.dk. Medarbejder kan også henvises gennem arbejdsgiver. Se Action Card for test af medarbejdere.

Er testen negativ, kan man møde på arbejde igen med det samme, hvis man er i stand til at gå på arbejde. Er medarbejderen er syg, så gælder de almindelige regler vedr. sygemelding.

En negativ test er et øjebliksbillede. Forværres, ændres eller kommer der symptomer igen efter symptomophør, kan endnu en test genovervejes efter samråd med egen læge.



Når man er bekræftet smittet med COVID-19 anses man først som smittefri når man:

  • har været symptomfri i 48 timer
  • 10 dage efter symptomdebut føler dig betydeligt bedre og kun har milde restsymptomer, såsom tab af smags- og/eller lugtesans, let hoste, hovedpine, træthed m.v. Det kræver dog at man forinden har været feberfri i 48 timer (uden brug af febernedsættende medicin, som f.eks. paracetamol)
  • i tvivlstilfælde kontaktes egen læge
  • Hvis man ikke har haft symptomer, anses man som smittefri efter 7 dage fra testdato. Hvis man i forløbet får symptomer, gælder at man isolerer sig indtil 48 timer efter symptomophør.

Medarbejderen skal efter raskmelding forsat være opmærksom på, om der opstår symptomer for COVID-19.

Nære kontakter skal opspores, isoleres og testes. Det betyder at der skal være opmærksomhed på om en medarbejder eller borger er en nær kontakt.

Kontakten mellem den smittede og den nære kontakt skal have fundet sted i den periode, hvor der antages at have været størst mulighed for smittespredning:

  1. i kontakt med bekræftet smittet med symptomer -  Fra 48 timer før symptomdebut til 48 timer efter symptomophør.
  2. i kontakt med bekræftet smittet uden symptomer – 48 timer før patienten fik foretaget testen til 7 dage efter.

Følgende personer betragtes som nære kontakter

  • Alle, der bor sammen med en, der har fået påvist ny coronavirus.
  • Alle, der har haft direkte fysisk kontakt (fx kram) eller direkte kontakt til smittefarlige sekreter (fx hoste eller nys) med en, der har fået påvist ny coronavirus, og som ikke har anvendt værnemidler jf. retningslinjerne.
  • Alle, der har været inden for 2 meter i mere end 15 minutter (fx i samtale med personen) med en, der har fået påvist ny coronavirus, og som ikke har anvendt værnemidler jævnfør retningslinjerne.
  • Alle, der har været inden for 2 meter, uanset hvor lang tid, med en person, der har fået påvist ny coronavirus, i en af nedenstående situationer, hvor der er øget risiko for smitte:
  1. Aktiviteter med kraftig udånding som sang, høj tale eller råb.
  2. Aktiviteter, der indebærer fysisk anstrengelse.
  3. Ophold i lukkede rum med dårlig ventilation eller manglende udluftning, f,eks. i en bil.

Nære kontakter vil således være medlemmer i ens husstand, nærmeste venner og familiemedlemmer, hvor man har haft fysisk kontakt, fx et kram eller i situationer, hvor man har siddet tættere end 2 meter mellem sig ved et middagsbord.

Man er også nær kontakt, hvis man har stået inden for 2 meter af en, der er smittet til fx en kortime, på et fitnesshold, i et tæt lukket lokale eller i en bil.

Er der tale om 2 kollegaer, hvor afstanden på 2 meter i 15 minutter ikke er overholdt, vil man blive opsporet som nær kontakt.

Nære kontakter skal isolere sig indtil der foreligger negativt svar på begge test, også selv om de ingen symptomer har. Dog er der undtagelser for færdigvaccinerede og tidligere smittede personer - se længere nede i afsnittet.

For at opstarte kontaktopsporing så tidligt som muligt, kan nære kontakter som udvikler symptomer, med fordel tage en hurtigtest hurtigst muligt, i kombination med en PCR-test. På den mådekan den nære kontakt med symptomer få en hurtigt svar, som efterfølgende følges op med en PCR-test.

Kontaktopsporing ved fremkomst af nye bekymrende varianter fx med særlig øget smitsomhed og øget alvorlighed.

Statens Serum Institut anbefaler, at hvis der fremkommer nye varianter med særlig øget smitsomhed, øget alvorlighed eller udfordringer i forhold til effekt af vacciner, så kan der igangsættes både isolation og test af nære kontakter og af de nære kontakters nære kontakter. Sker dette vil man blive kontaktet af Styrelsen for patientsikkerhed.

Henvisning til test af nære kontakter sker ved at kontakte: 

Coronaopsporing på tlf. 32320511, og derefter selv bestiller tid på coronaproever.dk.

Vaccinerede personer der identificeres som nære kontakter, kan undlade at selvisolere, hvis de er færdigvaccinerede (14 dage efter 2. vaccination), og ikke har symptomer.

Personer der har været testet positive for COVID 19 indenfor 12 uger – 12 måneder, og i perioden identificeres som nær kontakt, kan ligeledes undlade selvisolation, hvis de ikke har symptomer.

Det er for nuværende anbefalingen at såvel vaccinerede personer samt personer, der har været smittet indenfor 12 uger- 12 måneder, og som defineres som nære kontakter, testes jf. programmet for nære kontakter.

Hvis den færdigvaccinerede person udvikler symptomer forenelige med COVID-19 inden for 14 dage efter eksponering, er anbefalingen af denne skal gå i selvisolation, og have foretaget en PCR test hurtigst muligt. Hvis testen er negativ, kan selvisolation ophæves, men personen skal fortsat testes på dag 4 og 6 efter sidste kontakt med den smittede, jf. testprogrammet for nære kontakter.

Nære kontakters nære kontakter

Når en person bliver nær kontakt til en smittet person, skal der også ske smitteopsporing af den nære kontakts nære kontakter.

En nær kontakt til en nær kontakt skal testes på dag 4 og dag 6, men skal ikke gå i selvisolation. Det er vigtigt at man går i isolation, hvis testen er positiv eller, hvis man får symptomer.

Definitionen af hvornår man er nær kontakt til en nær kontakt følger definitionen for nære kontakter, se ovenfor.

Test herunder antal og interval følger også anbefalinger for nære kontakter. Det er vigtigt, at man sørger for at booke test med det rette tidsinterval.

Hvis man er nær kontakt til en nær kontakt og er færdigvaccineret eller tidligere smittet, opfordres man i en overgangsperiode til at få foretaget en enkelt screeningstest tidligst 4 dage efter, man sidst blev udsat for mulig smitte.

Henvisning til test af nære kontakters nære kontakter sker ved at kontakte:

Coronaopsporing på tlf. 32320511, og derefter selv bestiller tid på coronaproever.dk.

Kort opsummering:

Sådan gør du, hvis du er nær kontakt til en smittet person:

  • ikke er færdigvaccineret­: Du skal straks gå i selvisolation og testes på 4.- og 6.-dagen efter, du sidst var i nær kontakt med den smittede person.
  • er færdigvaccineret­ eller tidligere smittet inden for de seneste 12 måneder: Du behøver ikke at gå i selvisolation. Bliv testet på 4.- og 6.-dagen efter, du sidst var i nær kontakt med den smittede person⁎⁎­­.

Sådan gør du, hvis du er nær kontakt til en nær kontakt:

  • ikke er færdigvaccineret­: Du behøver ikke at gå i selvisolation. Bliv testet på 4.- og 6.-dagen efter, du sidst var i nær kontakt med personen, som er nær kontakt.
  • er færdigvaccineret­ eller tidligere smittet inden for de seneste 12 måneder⁎⁎­­: Du behøver ikke at gå i selvisolation. Bliv testet en enkelt gang på 4.-dagen efter, du sidst var i nær kontakt med personen, som er nær kontakt.

­Du er færdigvaccineret 14 dage efter sidste anbefalet stik.
­­
⁎⁎Er det under 12 uger siden, du blev testet positiv for COVID-19, behøver du heller ikke at blive testet

Lederen tjekker vagtplaner og kørelister for at følge op på, om der er nære kontakter/nære kontakter til nære kontakter blandt kollegaer eller borgere, eller om der er personer der skal screeningstestes. Ved tvivl om dette kontaktes den kommunale hygiejneorganisation– se afsnit vedrørende råd og vejledning. 

Leder skal sikre, at medarbejdere der er nære kontakter, har særlig skærpet opmærksomhed på mulige symptomer, til og med 14 dage efter kontakt. Når de nære kontakter, er testet negative på 6 dagen må de gå på arbejde igen, men skal forsat være opmærksomme på symptomer (obs særlige regler for færdigvaccinerede og tidligere smittede - se ovenfor).

Medarbejderne skal være særlige opmærksomme på om der opstår symptomer, selvom de testes negativ for COVID-19.

Screenings-test af anden kontakt i særlige situationer.

Der kan være særlige situationer, hvor kriterierne for at være nær kontakt ikke er opfyldt, men hvor andre risikofaktorer tilsiger, at det anbefales at foretage en screeningstest for at undgå ikke erkendt smitte (udover ansatte i plejebolig og botilbud, der har egne anbefalinger i forhold til screening).

Det kan fx være situationer, hvor afstandskravet som udgangspunkt er overholdt, men hvor der grundet risikofaktorer som langvarig kontakt i lukkede rum, eller evt. usikkerhed om afstand mv. kan være øget risiko for smittespredning.

Eksempler herpå er:

  • Kontorfællesskaber: f.eks. kollegaer som har siddet ved siden af, eller over for personen, der er smittet, i et kontorfællesskab, hvor afstandskravet som udgangspunkt er overholdt, men hvor der er andre risikofaktorer som f.eks. usikkerhed om afstandskravet har været overholdt hele tiden. Ved åbne kontorfællesskaber på f.eks. en hel etage, vil det dermed gælde for de nærmeste, der har siddet lige ved siden eller over for persone, der er smittet.
  • Ved mødeafholdelse eller undervisning på ungdoms- og voksenuddannelse: f.eks. personer der har deltaget i et længere møde eller i undervisning med en smittet person i et klasselokale, og/eller eventuelt usikkerhed om afstandskravet har været overholdt under hele mødet eller undervisningen.
  • Mistanke om "superspredningsbegivenheder": f.eks. hvis der konstateres flere smittetilfælde blandt personer, som har deltaget i samme begivenhed. Det gælder både aktiviteter og arrangementer faglig, social og fritidssammenhæng, f.eks. konferencer, ophold i personalerum/omklædningsrum, kor, deltagere og/eller tilskuer/tilhængere/medlemmer til en sports- kultur- eller fritidsbegivenhed.

Det skal bemærkes, at dette er vejledende situationer og i øvrigt ikke en udtømmende liste.

I disse situationer anbefales det at alle deltagere/involverede testes en gang hurtigst muligt, men kan fortsat gå på arbejde, dog med øget opmærksomhed på symptomer.

Der skal også udvises ekstra opmærksomhed på symptomer hos andre borgere, der har været i kontakt med bekræftet smittet, også selv om de ikke er opsporet som nær kontakt. Borgerne skal som udgangspunkt ikke isoleres medmindre de er nære kontakter, udvikler symptomer eller testes positive.

Løbende eksponering for smitte

Der vil være nogle nære kontakter, som løbende er blevet eksponeret for smitte, f.eks. hvis der er et husstandsmedlem som er smittet. Her er flg. testregi gældende:

Hvis eksponering ophører (fordi den smittede selvisolerer):

  1. Én test hurtigst muligt.
  2. Herefter følges det generelle testinterval for nære kontakter, det vil sige. yderligere 2 tests på henholdsvis dag 4 og dag 6 efter ophør af eksponering. Først hvis begge test er negative må selvisolation ophøre.

Hvis eksponeringen ikke ophører, fx hvis en forælder passer og isolerer sig med et smittet barn i sygdomsperioden:

  1. Én test hurtigst muligt.
  2. Endnu en test, når den smittede person har haft 48 timer uden symptomer eller 10 dage efter symptomdebut, forudsat 48 timers feberfrihed (uden temperatursænkende medicin) og betydelig klinisk bedring, og dermed kun mildere grad af tilbageværende symptomer, i form af f.eks. histe, tab af smags og/eller lugtesans, hovedpine, træthed mv. Hvis denne test er negativ, kan selvisolation ophæves. 
  3. Hvis den smittede person er asymptomatisk, anbefales én test 7 dage efter den smittede person blev testet (og ikke 7 dage efter modtaget testsvar). Hvis denne test er negativ, kan isolationen ophæves.


Generelt:

Man må IKKE oplyse om, hvem den smittede er, medmindre den smittede giver sit samtykke hertil. Medarbejderne skal være opmærksomme på, at de ikke bryder tavshedspligten gennem deres handlemåder.

Information til medarbejdere:

Lederen sikrer at relevante medarbejdere informeres når der er et smittetilfælde og at der er opmærksomhed på de medarbejdere, der er i en særlig risikogruppe.

Lederen sikrer at det afklares, om der er behov for at informere andre samarbejdspartnere, der har haft nær kontakt til medarbejder – se action card test af medarbejdere.

Information til medbeboere / andre borgere:

Borgere, der er opsporet som nær kontakt eller skal screeningstestes, skal informeres på følgende måde:

  • Leder skal sikre at berørte borgere kontaktes personligt og informeres kort.
  • Personlig værge skal ligeledes orienteres.

Borgere som bor selvstændigt, skal have udleveret et informationsbrev, når de kontaktes personligt og informeres.

Medarbejdere skal vejlede alle borgerne om, hvor de kan søge deres informationer og hvordan de kan skærme sig selv mod smitte og være med til at hindre smittespredning. Herunder informere om at holde afstand og god hygiejne. Der kan udleveres informationsmateriale fra Sundhedsstyrelsen (se under retningslinjer og materialer). Borgere støttes og vejledes i at kunne forstå og følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Leder sikrer at medarbejdere, herunder også medarbejdere i særlige risikogrupper, er informeret om væsentlige smittekilder samt hvilke foranstaltninger, de skal tage i forhold til at skærme sig mod smitte og hindre smittespredning.

Nærmeste leder sikrer at medarbejderne er informeret om retningslinjer for brug af værnemidler i plejen af en borger, der er konstateret smittet eller mistænkt smittet.

Nærmeste leder sikrer at medarbejderne arbejder ud fra gældende retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen samt kender og anvender lokale instrukser samt Action Cards, herunder action card for brug af værnemidler.

Se henvisninger vedr. infektionshygiejne og værnemidler under afsnittet retningslinjer og materialer. 

Hvis du som medarbejder i Skive Kommune er i tvivl om, hvilke retningslinjer du skal følge, så skal du altid kontakte til din nærmeste leder.

Hygiejneorganisation kontaktes hver gang der er et smittetilfælde med henblik på koordinering og rådgivning.

Hygiejnekoordinatoren orienterer Styrelsen for Patientsikkerhed om, at der er konstateret et smittetilfælde med COVID-19.

Hygiejnekoordinatorer på områderne:

  • Socialområdet: Dorthe Egeskov Pedersen
  • Ældreområdet: Else-Marie Hansen
  • Sundhedsområdet: Winni Weber

Tværgående hygiejnesygeplejerske: Winni Weber

Ved tvivlsspørgsmål vedr. håndtering af smittede, mistænkt smittede borgere, opsporing af nære kontakter m.m. da kontaktes den kommunale hygiejneorganisation eller Styrelsen for Patientsikkerhed hotline på 70 20 02 66.

Ved behov for hjælp/vejledning til myndighedernes retningslinjer, da kontaktes den kommunale hygiejneorganisation eller den myndighedsfælles Corona hotline på 70 20 02 33



Sundhedsstyrelsen har samlet relevante materialer til medarbejderne på sundhed-, ældre- og socialområdet på denne side:

https://www.sst.dk/da/corona/Information-til-fagpersoner/Sundheds--og-plejesektoren

Vejledning om forebyggelse af spredning af COVID 19 på plejecentre, bosteder og andre institutioner

https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2020/Vejledning-om-forebyggelse-af-spredning-af-COVID-19-paa-plejecentre-bosteder

Vejledning om forebyggelse af smitte med COVID-19 i hjemmepleje.

https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2020/Corona/Genaabning/Hjemmepleje/Vejledning-om-forebyggelse-af-smitte-med-COVID-19-i-hjemmeplejen.ashx?la=da&hash=20E63E0ADC85F1583A3C519578187065F8DB4573

Covid-19: Smitteopsporing af nære kontakter

https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2020/COVID-19-Opsporing-og-haandtering-af-naere-kontakter

Pjecen: Til dig, der er en nær kontakt til en person, der er smittet med ny Corona virus:

https://www.sst.dk/da/udgivelser/2020/til-dig-der-er-naer-kontakt-til-person-med-ny-coronavirus

Til dig der er testet positiv for ny Corona virus:

https://www.sst.dk/da/udgivelser/2020/til-dig-der-er-testet-positiv-for-ny-coronavirus

Pjecen: Til dig der har symptomer på COVID-19

https://www.sst.dk/da/udgivelser/2020/til-dig-der-har-symptomer-paa-covid-19

Infektionshygiejniske retningslinjer for COVID-19:

https://covid19.ssi.dk/hygiejne/sundhedspersonale

Retningslinjer for håndtering af COVID-19 i sundhedsvæsenet

https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2021/Retningslinjer-for-haandtering-af-COVID-19

Anbefalinger for vaccinerede personer:

https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2021/Anbefalinger-for-vaccinerede-personer

Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer om generelle forholdsregler i sundhedssektoren:

https://hygiejne.ssi.dk/NIRgenerelle

13. juli 2021

Sidst opdateret

12.07.2021

Ansvarlig redaktør